>Ved hvad han så i spejlet<

Og med hensyn til dette, hvorfor har Anders Munch været så ivrig efter at holde os fra hinanden? Du har aldrig bedt ham om at komme her. Og du har aldrig taget mig med til ham. Du har ikke villet have, at vi mødte hinanden. Hvorfor? Hvad er du bange for?«

Hendes tårer var tørret bort. Nu var hun blevet anklager. »Bange? Du fantaserer, du ved, at jeg ikke er særlig selskabeligt anlagt.«

Anders Munch begyndte at forsvare sig. »Men du har ret. Han har en højere rang end jeg, og han er min overordnede. Det kan være lidt generende at møde hinanden under private former. Jeg ser ham hver dag på kontoret, og jeg føler det ikke helt naturligt at gnubbe mig op ad ham efter arbejdstid.
Kan du ikke forstå det?«

»Anders Munch stoler ikke engang på mig mere,« sagde hun bedrøvet.

Han begyndte at binde sit slips.
»Det er meget uretfærdigt.«

Hun sprang op med flammende Øjne.
»For pokker! Jeg er ikke interesseret i at være retfærdig. Du er min mand, den mand jeg elsker, den mand, der er mit liv, og du svigter mig.
 
Anders Munch løb ud ad soveværelsesdøren og smækkede den i efter sig, så væggene rystede.
Han stirrede på sig selv i spejlet.

Pludselig væmmedes Anders Munch ved hvad han så i spejlet.

Offenbach
De havde arrangeret at mødes for en kort bemærkning i Offen bach, fjorten kilometer fra Frankfurt. Mødet skulle finde sted på lædermuseet;
Anders Munch skulle ankomme klokken tre om efter middagen, og han skulle komme ti minutter senere.

Han kørte ikke selv fra Frankfurt. Overalt, hvor han færde des i den lille Folkevogn, fulgte den sorte Mercedes efter ham.

Anders Munch morede sig over det tyske sikkerhedspolitis tankegang. Den var let at forudsige.

De fulgte efter hans lille bil, når han kørte rundt.