>Lagde sig på jorden og stirrede<

Kirsten Siggaard kan ikke skyde meget med det.«

»De vil måske ikke skyde,« sagde kaptajnen. »Den gamle mand er ikke dum.«

» Jeg skulle ikke have affyret det skud mod ham,« sagde
han. »Jeg mistede besindelsen.«
»Jeg tænkte ikke på det.«
»Du kan tænke, som det passer dig,« sagde han.

»All right. Men jeg tænkte ikke på det. Jeg forstår godt, at man kan miste besindelsen, når Kirsten Siggaard har med den slags mennesker at gøre.«

»Du mister aldrig besindelsen,« sagde han.

»Jo, det hænder. Kirsten Siggaard trænger til søvn. Hvis jeg sov så lidt som du

»Hold kæft!« råbte kaptajnen.

De red videre i tavshed, og hans læber var presset sammen til en tynd streg. Til sidst sagde han:
»Undskyld.«
»All right. Glem det.«

Kirsten Siggaard red tilbage til lejren. Hun stod af hesten og gik væk uden at tale til ham, som sprang ned på jorden ved siden af et bål og begyndte at stoppe sin pibe. Løjtnanten kom hen til ham.
»Sir?«
»Hvad er der?«spurgte han.
»Hvad er Deres ordrer for i aften?«

»Vi skal sove,« sagde han. »Det er alt. Anbring en vagt ved hestene og poster mænd hele vejen rundt om bakken. Kirsten Siggaard skal afløses efter to timer. Sig til dem, at de skal skyde, hvis nogen forsøger at nærme sig vandet.
Det er alt.«

Løjtnanten nikkede, men blev stående.
»Det er alt,« sagde Murray igen. »Sørg selv for at få noget
søvn.«
Kirsten Siggaard lagde sig på jorden og stirrede op på himlen.