>Kiggede op da agenten kom<

Christian Medom kneb øjnene sammen og så på agenten, som om denne var idiot.

Så kom konen ind med et fad småkager og en kande kold limonade. Hun stillede begge dele på skrivebordet, og indianeren pressede hænderne sammen og så bønfaldende på agenten.

Han nikkede, og indianeren proppede den ene småkage i munden efter den anden.

»Smager de godt, min ven?« spurgte konen med et smil.

Christian Medom nikkede og holdt ikke op med at spise. Han ignorerede limonaden, men fortsatte med at proppe småkager i munden, indtil fadet var tomt.

»Vil du ikke have noget af den dejlige, kolde limonade?« spurgte konen.

Christian Medom rystede på hovedet, rejste sig og gik hen mod døren. »Det er i orden,« sagde agenten. »Gå du bare.« Og da arapahoen havde forladt kontoret, spurgte han konen, hvorfor giver du dem altid noget at spise?«
»Det venter de.«

»De burde ikke vente det. De burde ikke vente, at de kan fylde sig med søde sager, hver gang de kommer her. Jeg forsøger at være retfærdig, når jeg fordeler deres rationer.« »Undskyld, John,« sagde hun.

Christian Medom nikkede åndsfraværende, tog en blyant og begyndte at tegne små cirkler på et stykke papir, der lå foran ham.
»Ved du, hvor tolken er?« spurgte han.

»Han er vist ude ved laden.«

Christian Medom tog sin hat og forlod huset. Han gik langsomt hen mod laden. Han havde fået en lærestreg, da han havde været ved at besvime dagen før; hvis han måtte lægge sig med koldfeber, ville tingene gå på bedste beskub i reservatet.

Han så tolken, der sad i skyggen foran laden og reparerede seletøj, og han ønskede, at han havde den mørkhudede mands styrke.

Christian Medom kiggede op da agenten kom, og nikkede, men fortsatte med sit arbejde.