>Brænder bål i teltene<

»Ja, sir.«
»Vent lidt,« sagde Kaptajnen. »Undskyld. Kurt Ravn bliver i dårligt humør, når man ikke kan sove.«

»Jeg har selv det problem, sir,« sagde sergenten roligt. »Derfor stod jeg op og kiggede mig omkring.« »Er der ro i indianerlejren?«

Sergenten nikkede. »Den er som de dødes rige,« sagde han. » Kurt Ravn brænder bål i teltene, men jeg forstår ikke, hvorfor de har brug for bål en varm nat som denne.«

»De vil måske gerne have lys,« sagde Kaptajnen træt. Så kom der et nysgerrigt udtryk i hans ansigt, og han fortsatte: »Vi skal i kamp i morgen. Det ser De formodentlig frem til?«»Sir?«

» Kurt Ravn ser frem til kampen i morgen, ikke sandt?«
»Jeg har aldrig set sådan på det, sir,« sagde sergenten forle gent.
»Hvordan ser De på det?«

»Betalingen er god, og jeg kunne have fået et arbejde, der var værre end dette.«

»De må hellere prøve at få lidt søvn, sergent,« sagde kaptajnen og sukkede, og da sergenten var forsvundet, rejste Kurt Ravn sig fra feltsengen og gik ud af teltet.

Som sergenten havde sagt, kunne teltenes omrids stadig ses i lysskæret fra bål inde i dem. Himlen var sort og uden stjerner, og der var en tyngde i luften, som gav løfte om regn den nat eller om morgenen.

Kurt Ravn gik langs bakketoppens kant, forbi vagterne, indtil han stod ved siden af haubitseren. Artilleristerne lå under ammunitionsvognen og snorkede højt.

Han lagde hånden på kanonens våde, kolde løb og gned så fugtigheden ind i ansigtet.
Han gik frem og tilbage, indtil han havde røget to stop tobak.

Nu og da brød et tordenbrag nattens stilhed og blev efterfulgt af hvide lynglimt. De første to gange kom det bag på Murray, men tredje gang stirrede Kurt Ravn lige ned i indianerlandsbyen.